10. januar, af Sofia Olsson

Skoleelev: Vi har kun en klode

Hej alle. Mit navn er Sofia Olsson, og jeg er, hvad jeg selv vil kalde lidt af en klimatosse. I denne uge har jeg været så heldig, at jeg har fået muligheden for at komme i erhvervspraktik her hos Center For Grøn Omstilling. Til dagligt går jeg i 9 klasse på Solsideskolen i Nørresundby. Jeg er en smilende 15-årig pige, som er kæmpe fan af kage, glade mennesker og bæredygtighed. God læselyst!

Sneboldskampe og glade dage.

Et af de bedste minder, jeg har fra min barndom er sneboldskampe med mine venner. Det er en oplevelse jeg også gerne vil have mit barn skal have en dag. Da jeg var yngre, var jeg faktisk sikker på, at folk overdrev når de snakkede om global opvarmning. Nu hvor jeg så er blevet en tand ældre, og med tiden, som min læremester, har jeg erfaret, at vi mennesker er ved at ødelægge jorden, og at det ikke bare er noget, der kun sker i film. Det er forkert. Det er ikke meningen, at vi er blevet placeret her på jorden for at lave krig og ødelægge den verden, der er blevet skabt til os. Vi er lige trådt ind i år 2020, og det kan ikke passe, at vi stadigvæk ikke er bedre til at passe på vores jord.

 

De små ting gør en forskel.

I takt med at min omgangskreds blev mere klima bevidste, blev jeg det også. Lige pludselig var debatten om klimaet overalt. Den var i timerne, i frikvarterne, i nyhederne og på de sociale medier. Den manglede bare blandt politikerne.  Unge strejkede fra skole for at sætte mere fokus på klimaet og det vakte opsigt hos politikerne.

Global opvarmning blev til virkelighed. Der blev indført plastik-afgift, og langsomt kunne man se samfundet rykke sig imod en grønnere hverdag. Selvom vi er kommet længere, end vi var fra 10 år siden, er der stadig lang vej igen.

Der er stadig mennesker, der er af den overbevisning, at de ikke gøre en forskel, når andre lande forurener meget mere end os. I mit hoved er det ikke grund nok til, at vi burde stå på sidelinjen og kigge på, at vores verden og fremtid bliver ødelagt. Vi kommer ingen vegne, hvis vi allesammen går og venter på, at nogen tager det første skridt.

Vi snakker meget om problemet, men vi mangler handling! Man behøver ikke at starte ud med, at skifte sin bil ud til en bil der kører på el, men små ting som at have nogle kødfri dage om ugen kan også have en stor betydning. Vi bliver nødt til at starte et sted, og sammen være med til at skabe en fremtid, hvor man ikke skal vokse op med bekymring for naturkatastroferne, som følger med global opvarmning.

Når man begynder i skole, lærer man at regne og læse først, man starter ikke ud med at lære om tredjegradsligninger. Da jeg startede i 0 klasse, var det at læse og regne et fremmed begreb for mig. Det var ikke noget, jeg havde gjort mig særlig meget i, derfor skulle jeg lære det. Hvis ikke jeg havde lært at læse og regne først, kunne jeg heller ikke gøre det jeg gør nu. For nogle er bæredygtighed et fremmed begreb og derfor skal vi sammen lære at være bæredygtige.

 

Fællesmål.

Vi er 7,6 milliarder mennesker på jorden. 5,6 millioner bor i Danmark. Alle de mennesker er vidt forskellige og har forskellige holdninger og måder at håndtere ting på. En ting, vi dog alle kan blive enige om, er, at vi også godt vil være her i morgen til at se solnedgangen. Vi vil også gerne have, at dem, vi holder af, er sikre. Det gør vi ved, at gøre jorden til et sikkert sted at vokse op. Hvis ikke vi lærer at lytte og reagere på de advarselstegn, naturen sender os, så er det snart for sent. Det ville ende ud i, at den næste generation bliver født ind i en verden, som kun hører til i gyserfilm.

Derfor bliver vi sammen nødt til at sætte os nogle mål. Det kunne være alt fra at man cykler på arbejde til at man har nogle kødfri dage i ugen. Man kunne evt. gøre det sammen med nogle venner eller få hele familien med på bølgen. Vi skal have vendt alle de forskelligheder, vi har til noget positivt. Sammen kan vi finde på nye ideer at være bæredygtige på.

 

Alder har ingen betydning.

Alder har ingen betydning, når det kommer til bæredygtighed. At leve bæredygtigt er noget alle kan gøre, i større eller mindre grad. Så ligegyldigt om du er 15, 40, eller måske 70 år, så er der noget, vi hver især kan gøre. Vi kan f.eks. alle købe vores eget net i stedet for at sige ja tak til plastikposer – det er også billigere i længden. Vi kan alle affaldssortere. Vi kan tage hinanden i hånden og gå en dejlig tur med en skraldepose i hånden, og hvis man støder på noget, der ikke hører til i naturen, så samle det op. 

 

Bæredygtige med et stort B.

Vi er lige trådt ind i år 2020 og mens mange har nytårsfortsæt, der lyder på, at de vil rejse mere og ændre på deres udseende, så synes jeg, at vi skal lave et fælles nytårsforsæt. Et nytårsfortsæt som hedder, at vi skal hjælpe hinanden til at blive bæredygtige med et stort B. Det kan godt virke uoverskueligt, at skulle til at lave noget om i sin hverdag, når man allerede har travlt nok i forvejen, og hvor skulle man lige starte? Jeg tænkte det samme, men gennem personlige erfaringer, kan jeg nu helt bundærligt fortælle, at det faktisk ikke er så svært igen at få en grønnere hverdag.

Bare rolig! Jeg beder jer ikke om, at I nu skal aflyse rejsen til Spanien, I allerede har bestilt, men små ting som altid at have sit eget net med, når man handler, gør en forskel. Måske kan man endda slå nytårs-forsættet om at træne mere, sammen med nytårs-forsættet om at blive mere bæredygtig? Det behøver ikke at være de store ændringer du skal kaste dig ud i. Du kan starte med at cykle på arbejde, i skole eller til fitnesscenteret? Det er også god motion.

Knus og kram, Sofia Olsson. (Den måske stolteste klima tosse der findes ;))

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode