23. januar, af Zacharias Brix Madsen

Økologi er sagen

Danmark er helt i top, når det gælder økologi. 8 procent af vores fødevarer er økologiske og alt tyder på, at det vil stige fremover – både i Danmark og på verdensplan. Det er der rigtig god grund til for du får mange fordele, når du køber økologisk.

Uanset om du køber økologisk af hensyn til din egen sundhed, dine børn, naturen eller af bare på grund af smagen, så er det en rigtig god idé at kigge efter det røde Ø-mærke eller det grønne europæiske økomærke.

Når du spiser økologisk, slipper du for rester af sprøjtegifte i maden. Økologiske fødevarer er ikke sprøjtet med de giftstoffer, som bliver brugt til at dræbe ukrudt, skadedyr og svampesygdomme i ikke-økologiske landbrug. Der bliver fundet rester af sprøjtegifte i en del ikke-økologiske fødevarer og det er næsten altid under grænsen for, hvornår myndighederne mener, at det er sundhedsskadeligt.

Vi ved til gengæld ikke så meget om effekten, når vi udsættes for flere forskellige sprøjtegifte på samme tid. Dette kaldes cocktail-effekten og kan udgøre en sundhedsrisiko. En undersøgelse af urinen hos en svensk familie har vist, at der efter en uge kun med ikke-økologiske fødevarer var spor af 12 forskellige sprøjtegifte. Efter en uge kun med økologisk kost var næsten alle sprøjtegifte ude af kroppen igen.

Hertil kommer at færre sprøjtegifte er godt for både drikkevandet og naturen. I Aalborg er store dele af vores grundvand i sårbare områder, hvor vi skal passe særligt på med ikke at forurene med sprøjtegifte. Så hvis vi vil være sikre på at have rigeligt rent drikkevand i fremtiden skal vi holde igen med sprøjtegiften. Dyre- og plantelivet bliver mere forskelligartet, når vi undlader at sprøjte. Hvis vi fx sprøjter mod et skadedyr, så kan der være andre dyr, der må søge væk, fordi deres mad er forsvundet. Det kan fx være fugle, der ikke længere kan leve af et insekt. På den måde resulterer anvendelsen af sprøjtegifte på sigtmed en natur med færre forskellige arter.

Hvor meget ved du
om grøn omstilling?

Flere og flere vælger også økologisk for smagens skyld. Økologisk frugt og grønt vokser i et naturligt tempo, når der ikke anvendes sprøjtemidler og kunstgødning og det kan smages! Fx indeholder økologiske æbler mere sukker en andre æbler og dermed smager de også bedre. De er også mere faste i kødet, fordi de er vokset langsommere. Fastheden kan også mærkes i økologisk kød. Ikke-økologiske kyllinger har mindre plads, vokser hurtigere og er yngre, når de bliver slagtet end økologiske kyllinger. Det betyder, at der er stor forskel på både konsistens og smag, hvis du vælger økologisk kylling.

De økologiske fødevarer er generelt lidt dyrere end ikke-økologiske og forskellen er især stor, når det gælder kødet. Til gengæld får du mere smag og du spiser det ikke nært så hurtigt, fordi det kræver lidt mere af kæberne at tygge det. Smag og konsistens betyder, at du bliver hurtigere mæt og du kan skrue lidt ned for mængderne i forhold til, hvad du plejer at spise.

Hvis du samtidig spiser grønt efter årstiden, så optimerer du smagsoplevelsen endnu mere og merprisen for økologi opvejes stort set af de reducerede mængder.

Aalborg Kommune gør også en stor indsats for økologien. I 2020 skal økologien udgøre 60 procent i måltiderne, der tilberedes i kommunens køkkener. Allerede nu er vi godt på vej til at nå den målsætning. Fx har 29 daginstitutioner fået tildelt det økologiske spisemærke, som et køkken opnår, hvis der er minimum 30 procent økologi. Du kan se listen med daginstitutioner med det økologiske spisemærke her.

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode