16. august, af Zacharias Brix Madsen

Nu har du mulighed for at prøve en elcykel

Sammen med Vodskov Samråd, Vodskov Cyklerv, Aalborg Cykelby og Sundhed- og Kulturforvaltningen giver vi nu mulighed for at prøve en elcykel inden du beslutter dig for, om du vil investere i din egen.

Elcyklen vinder indpas og er ikke længere udelukkende for ældre kvinder, som den ellers har haft ry for. Der er kommet nye sporty modeller og i dag kan selv en mountainbike være på el. Derfor skulle der heller ikke meget overtalelse til, da Vodskov Samråd spurgte, om vi ville være med til at udvikle et projekt, der kunne få flere fra bilen og over på elcyklen.

Vodskov ligger omkring 12 kilometer fra Aalborg Centrum og hver eneste morgen er der trængsel på vejen til Aalborg og hver eneste eftermiddag kører alle pendlerne tilbage til Vodskov og holder igen i kø for at komme hjem. En af årsagerne til trængslen skal findes i, at Vodskov ligger i en afstand, hvor mange synes, at der er for langt at cykle på en almindelig cykel. Her er elcyklen den ideelle løsning.

På en elcykel hjælper motoren dig indtil du når en hastighed på 25 kilometer i timen. Du skal stadig træde i pedalerne, men det er slet ikke så hårdt som på en almindelig  cykel. Batteriet på en typisk elcykel har en rækkevidde på mellem 40 og 80 kilometer, så man skal cykle ret langt eller op ad mange bakker før der er risiko for at løbe tør.

Med støtte fra blandt andet Aalborg Cykelby er det lykkedes at anskaffe fem forskellige elcykler, så der er noget for enhver smag. Der er endda mulighed for at låne en mountainbike på el! Alle cyklerne lånes for en måned af gangen og skal afhentes hos Vodskov Cykler.

I første omgang er det kun pendlere omkring Vodskov, der har mulighed for at låne en elcykel, men vi håber, at kunne udvide tilbuddet til andre oplandsbyer på et senere tidspunkt.

Der har allerede været stor interesse for at låne en elcykel, men er du stadig i tvivl, kan du se, hvordan det gik, da den allerførste låner blev interviewet af TV2 Nord.

Anne Sofie er også blandt de første lånere af en elcykel. Hun pendler hver dag i bil til Aalborghus Gymnasium, hvor hun er lærer. Hun glæder sig især til at få frisk luft på cykelturen og samtidig komme lettere op ad den frygtede Sohngårdsholmsbakke.

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode