27. januar, af Simone Jespersen

Hvor svært eller let er det at være veganer i Aalborg?

Klimakrisen presser sig på fra alle sider som et uundgåeligt emne, vi alle skal og bør tage stilling til. Måske affaldssorterer vi eller husker indkøbsnettet, når vi handler ind. Måske tager vi cyklen på arbejde i stedet for bilen, og tager bussen eller toget til København i stedet for flyet. Måske har vi et par kødfrie dage om ugen og sørger samtidigt for at købe lokalt ind, så vidt det er muligt.

Men hvordan står det egentligt til, når vi gerne vil skære kødet og mejeriprodukterne fra i kampen om en grønnere hverdag? Hvor skal vi overhovedet handle ind eller gå ud at spise? Og hvordan er det i det hele taget at være veganer i Aalborg anno 2020?

Hvor finder jeg veganer hylden?  

Udvalget af veganske produkter i supermarkederne i Aalborg syner måske ikke som det største ved første øjekast. Tricket er dog, at kigge de rigtige steder!

For hvor størstedelen af aalborgenserne dykker ned i den almindelige køledisk på jagt efter en pakke hakket fars, så kigger jeg som veganer blot i køledisken ved siden af. Eller måske ikke helt så bogstaveligt, for de veganske produkter kan godt gå hen og gemme sig blandt alle de konventionelle. Men er man lidt vaks i blikket, når man handler ind, så bliver man overrasket over, hvor stort udvalget rent faktisk er ved at være.

Blandt andet lancerede en meget standard butik som Netto sidste år deres veganske linje Spir, der tæller både ost, frysepizza, is, plantedrik, plantepostej samt mange flere produkter til forbrugervenlige priser. Og går man i Kvickly, har de faktisk samlet en stor del af de veganske produkter i en lille køledisk for sig selv.

Når det så er sagt, så kan det sagtens være, at du ikke kan være heldig at finde alt, du leder efter, i et enkelt supermarked. Selv har jeg med tiden lært, hvor jeg skal gå hen efter hvilke produkter:

Jeg går i Netto og Rema 1000, når jeg skal handle de mest basale dagligvarer ind. Vil jeg have falafler til mine pitabrød, går jeg som regel hen til min lokale grøntsagshandler på Danmarksgade. Vil jeg fylde lageret op med tofu, går jeg ofte i en af byens asiatiske butikker. Vil jeg have en croissant til morgenbordet, smutter jeg forbi 7eleven. Vil jeg gøre det let for mig selv med færdigt plantekød, smutter jeg ofte i Føtex. Og vil jeg nu have en god vegansk is, slår jeg som regel vejen forbi Paradis is eller Salling Super.

Derudover skal vi selvfølgelig også huske på, at størstedelen af en plantebaseret kost består af friske grøntsager. Disse kan selvfølgelig købes hvor som helst, men jeg foretrækker nu alligevel at tage til et af byens lokale markeder, der ofte har økologiske og lokalt producerede grøntsager, der desuden heller ikke er pakket ind i plastik – win! Hver onsdag og lørdag afholdes der eksempelvis torvedag på Frederikstorv på Danmarksgade over for Netto, hvor indkøbsnettet nemt kan fyldes med friske grøntsager til gode priser.

 

Undskyld, har i vegansk mad på menukortet?

Ser man på mulighederne for at spise ude som veganer, er der sket utroligt meget de sidste par år i Aalborg. Der er selvfølgelig stadig restauranter, der ikke serverer en eneste grøn ret, og hvor man som veganer må vende skuffet om, men det er heldigvis ved at være fortid!

Som det også var gældende i forbindelse med at handle ind, så gælder det også her om at være lidt vaks, når man går ud for at spise på restaurant eller café i Aalborg. For ikke at skulle vende skuffet om, kan det være en god idé at tjekke menukortet ud hjemmefra, eller alternativt kontakte restauranten for veganske muligheder, hvis ikke det fremgår af deres hjemmeside. Måske ikke overraskende vil de fleste restauranter gerne udfordres på grøn mad, hvis blot de er forberedt på forhånd.

 

Her kommer mine bud på, hvor den veganske mad kan indtages i Aalborg:

Vil jeg ud og spise morgenmad, tager jeg enten på Café Luna eller Penny Lane til vegansk brunch. Penny Lane gør sig desuden også rigtig godt til frokost samt har et lille udvalg af vegansk brød og kager.

Hvis jeg er på jagt efter en lille, men billig måde at få stillet appetitten på om formiddagen, går jeg en tur ud til Huset Aalborg og besøger deres café Morgen, Middag & Kaffe. Sortimentet er udelukkende vegetarisk, men man kan ofte være heldig, at de også har veganske retter.

Er jeg tørstig efter en god kop kaffe med plantemælk tager jeg forbi Behag din Smag, der laver en yderst god latte med havremælk. Vil jeg have min kaffe med et stykke hjemmebagt vegansk kage, går jeg et smut forbi Butik Gejst, der desuden byder på hyggelig kunsthåndværk og design.

Vil jeg prøve en af byens nye restauranter, tager jeg på Aktuel Aalborg for at prøve deres havregrød til morgenmad eller deres frokostmenu, der indeholder flere veganske bud.

Skal jeg på farten eller vil jeg bare gerne have et hurtigt og nemt måltid, bestiller jeg take away fra enten Vaca, Wefeat eller Caspars, der har flere veganske og sunde retter på menuen.

Hvis jeg har lyst til at være social og ydermere få et utrolig billigt måltid mad, tager jeg på Café 1000fryd til Vegan Soup Kitchen, der afholdes hver tirsdag aften.

Vil jeg fredagshygge med nem mad på sofaen, bestiller jeg en pizza fra Azzurra. Menukortet byder på flere vegetariske pizzaer, hvor jeg blot husker at bede om vegansk ost ved bestilling.

Er jeg til endnu mere velkendt og traditionel mad, bestiller jeg en plantebaseret lasagne på Ulla Terkelsen, der desuden har flere plantebaserede retter til både frokost og aften.

Er jeg til en snasket burger i selskab med en god øl, tager jeg på Wildebeest, der har veganske muligheder som enten sliders eller burger, og som serverer en fantastisk god vegansk purløgsmayo til sprøde fritter.

Vil jeg give mig selv en smagsoplevelse ud over det sædvanlige tager jeg på UBAT veggie og Restaurant TABU, der tryller grøntsager om til fantastiske gourmetretter.

Den veganske madscene i Aalborg er i konstant udvikling med nye muligheder.

 

 

Fremtiden for veganere i Aalborg ser både grøn og lys ud!

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode