20. januar, af Mette Melchiorsen

Haver til små maver

Kender du til det at have kræsne børn? Børn som takker nej eller melder pas, før de overhovedet har set eller smagt maden? Det gør jeg!

Sagen er den, at vi har købt hus – et rigtigt hus med gule mursten, have og hele molevitten – jeg elsker det! Jeg elsker at kunne åbne havedøren, lukke børnene ud, indånde duften af nyslået græs, men mest af alt elsker jeg tanken om endelig at kunne anlægge en køkkenhave og fylde den med lækkerier, som ungerne og jeg kan gå og passe. Jeg er faktisk overbevist om, at lige præcis dén køkkenhave kan gå hen og blive et mirakelmiddel mod min ældste søns kræsenhed. En køkkenhave hvor vi kan være fælles om noget så fedt som at så små frø, se dem spire for til sidst at hive de hjemmedyrkede grøntsager op ad jorden og tilberede dem i køkkenet.

Men der er faktisk også et hav af andre gode grunde til at tage sine børn med i køkkenhaven. Det fortæller en dansk forsker ved navn Karen Wistoft mere om i denne video.

I sin forskning har hun opdaget, at børn udvikler sig positivt, når de dyrker et lille frø, får det til at spire, og at det til sidst bliver til noget, som de kan være med til at lave mad af – og som de og andre kan spise bagefter.

How to get started?

Jeg har på ingen måde grønne fingre, tværtimod. Jeg er typen, der formår at slå kaktusser ihjel – igen og igen! Derfor har jeg også måtte se problemet i øjnene og finkæmmet internettet for løsninger på, hvordan sådan en køkkenhave skal skrues sammen for at blive en succes! Hvilke grøntsager har umiddelbart de bedste odds for at overleve med mig i spidsen? Hvor skal køkkenhaven placeres – sådan taktisk set? Hvor meget skal planterne ”passes” og ”plejes”? Hvornår på året skal frø og planter sættes? Og hvor meget kommer min – og ungernes – tålmodighed på prøve? Jeg fornemmer allerede, at det er et lidt større projekt, jeg er ved at kaste mig ud i. Og straks går det også op for mig, at vi er udfordret i forholdt il vores udendørs vandhane, som er placeret stik modsat haven, så jeg må nok hellere få anskaffet mig sådan en regnvandsbeholder, eller hvad det nu hedder, så de kære planter kan få noget vand.

Desuden går vi ind for økologi herhjemme – det er tilsyneladende noget som for alvor vinder frem, når man får børn – og vi køber derfor også mange økologiske og miljøvenlige produkter. Jeg gør mig derfor også tanker omkring, hvordan vi kan overføre det økologiske aspekt til køkkenhaven, så vi undgår at oversprøjte grøntsagerne med grimme gift- og sprøjtemidler? Kræver det mere at mig, eller hvordan forholder tingene sig egentlig?

1, 2, 3 køkkenhave!

I min iver er jeg faldet over en side, som step by step ridser op, hvordan jeg kommer i gang med mit køkkenhaveprojekt – og især hvilke overvejelser der er gode at gøre sig, inden man springer ud i det. Men jeg har jo brug for endnu flere informationer. Jeg er også nødt til at vide, hvilke grøntsager der er nemme at holde i køkkenhaven – og hvor sandsynligheden for en succesoplevelse er størst! Det har jeg virkelig brug for, ellers er jeg desværre typen, der hurtigt erklærer noget for død! Men jeg er tilsyneladende ikke den eneste med en forestående havedebut, for internettet flød med oplysninger om, hvilke grøntsager der er nemme at holde.

Hvad er dine erfaringer med det at have køkkenhave? Er der dos and don’ts? Hvad er jeres erfaringer med at have børn med i køkkenhaven? Kom endelig med indspark – jeg venter spændt!

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode