21. januar, af Zacharias Brix Madsen

Ny podcastserie med de Grønne Agenter Kim og Asbjørn

Den grønne omstilling har medvind i hele Danmark og overalt skyder nye initiativer op, der fremmer den grønne omstilling. Således også i Aalborg, hvor frivillige grønne agenter er med til at gøre os alle grønnere. To af de grønne agenter er journalisten, Asbjørn, og biologen, Kim, der gennem podcastserien ”Grønne Agenter” formidler natur og bæredygtighed til lytterne.

Gennem samtaler mellem vennerne Kim og Asbjørn føres lytterne gennem et hav af indslag, som tager udgangspunkt i den danske natur. Kim er som biolog i tæt kontakt med naturen og nyder de oplevelser, som dyre- og plantelivet på vores fantastiske planet kan give os. Vennen og journalisten, Asbjørn, kan også nyde naturen, men er ikke naturnørd som Kim. Det forsøger Kim ihærdigt at lave om på gennem podcast serien ”Grønne Agenter”.

”Der er en klar sammenhæng mellem at være ude i naturen og vores trivsel. Vi bliver simpelthen glade og får fornyet energi, når vi bevæger os væk fra byen og ind i skoven, ud på strandenge eller går en tur langs et vandløb. Den følelse bliver yderligere stimuleret, hvis vi har et kendskab til det vi ser og oplever undervejs og hvis vi ved lidt om de landskaber, dyr og planter som vi støder på. Det er den viden, som vi gennem skæve indslag og på en – forhåbentlig – sjov og ny måde vil give lytterne,” siger biologen, Kim, og fortsætter.

”Vores podcast er stadig ved at finde dets form, men visionen er, at podcasten i høj grad skal skabes gennem lytterinddragelse. Vi har blandt andet et segment, hvor vi læser en sjov eller finurlig kommentar op, som vi har modtaget på iTunes. Herudover vil vi fremadrettet starte hvert afsnit med en dyrequiz, som lytterne kan gætte med på derhjemme, samt lave et segment med korte og meget gerne lokale nyheder fra naturen, som efterhånden gerne skal bestå udelukkende af nyheder vi har fået tilsendt af vores lyttere,” lyder det fra den passionerede biolog.

Én der allerede mærker en øget glæde ved naturen, er vennen og medværten, Asbjørn, som er journaliststuderende. ”Kim har rigtig meget viden, som jeg suger til mig. når vi laver podcasts sammen. Vi har kendt hinanden i mange år og der er ingen tvivl om, at hans interesse for naturen har smittet af på mig. Kim kan fortælle passioneret om alt fra rævenes liv i skove og byer til sammenhængen mellem vores natur og de klimaforandringer, som vi allerede oplever og som sætter sine spor globalt og i Danmark. Det er vigtigt for os, at lytterne får en forståelse af, at naturen ikke er en selvfølge. Vi er nødt til at gøre en aktiv indsats, hvis fremtidige generationer skal kunne finde samme glæde i naturen, som vi kan. Derfor tager vi også fat på mere seriøse emner, som FN’s Verdensmål og andre indsatser for at skabe bæredygtig udvikling,” siger Asbjørn, som også er teknisk ansvarlig for podcasten.

Gennem podcasten er der mulighed for at få viden om hele Danmarks natur. Dog afspejles Kims forkærlighed for Aalborg, hvor han bor og har taget en del af sin uddannelse, ved at makkerparret planlægger at lave særudgaver af podcasten, som kan sætte fokus på emner som Limfjorden, Egholm og indsatsen for bæredygtighed gennem kommunens egne grønne agenter.

Podcasten kan hentes på iTunes, Spotify og på de fleste andre podcastplatforme.

Man kan også følge Kim og Asbjørn på instagram under navnet ”groenneagenterpodcast”. Her kan man følge med i deres arbejde, få nyheder om nye afsnit og blive lidt klogere på, hvad der sker rundt omkring i naturen netop nu.

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode