14. marts, af Christine Delmar, TV2 Nybyggerne

Et bæredygtigt hjem

Et bæredygtigt hjem kræver et mind-sæt, hvor vi prøver at tage stilling til vores forbrug. Alt fra maling til gulvmaterialer skal overvejes, når man bygger et hus. Det er ligesom, når man kigger et farvekatalog igennem. En del af beslutningstagningen er nemlig også, at vi overvejer, hvad der giver mening for os.

Med giftig maling der står og udånder i op til et års tid, så kan det være en god idé at overveje økologisk maling, der er farvet med plantefarve. Især hvis man ligesom jeg, er overfølsom over for rigtig mange kemikalier. Faktisk er økologisk maling også billigere; et faktum der overrasker mange. Mange forbinder økologi med et dyrere og dårligere alternativ. Det er dog ikke altid tilfældet, og derfor er det vigtigt at være bevidst om på hvilket grundlag, man træffer sine beslutninger.  Det skal understreges, at en bæredygtig tilgang ikke er en pegen- fingre, men blot en opmærksomhed på, hvad vi selv køber og omgiver os med. Det behøver ikke at være idealisme, hvor man går i sivsko og spiser hjemmelavet surdej hele tiden. Men jeg er blevet opmærksom på, at stikker man næsen frem og siger, at man gerne vil passe på sig selv og andre, kan det være skruen uden ende. Alt hvad man gør, er aldrig godt nok. Men sådan behøver det ikke at være. Det essentielle er bare, at vi er opmærksomme på, hvornår det kan give mening for os.

Det blå soveværelse – hvor der blev anvendt økologisk maling
Det blå soveværelse – hvor der blev anvendt økologisk maling

For mig består bæredygtige værdier af flere ting og kan i den grad relateres til en SLOW bevægelse (Sustainable, Local, Organic, Whole). Først og fremmest kan det være et uforarbejdet, økologisk, svanemærket eller fair-trade alternativ. Ja, sikke mange mærker man skal have styr på, men de hjælper én til at navigere nemt og hurtigt rundt i forbrugerjunglen. Den næste bæredygtige værdi er, at man kan købe genbrug eller up-cycle for at spare på ressourcerne. Her får du et produkt, som er unikt og personligt.  Den historiefortælling, møblerne allerede besidder, kan bidrage – og lægge op til et skønt og sjovt samtaleemne, når man har besøg.

Den sidste værdi er selve kvaliteten og forbruget. Det er klart – køber man dårlig kvalitet, så øges forbruget. Derfor kan der ligge en stor fordel i, at købe solide og holdbare varer. Lokale håndværkere med specialfremstillede varer er noget af det sejeste, jeg kan komme på. Og jeg håber i den grad på, at det gode håndværk vil blomstre og blive værdsat fremadrettet. Et produkt som kork fortjener også lige at blive nævnt som en særlig tilføjelse. Det vokser ca. 6 gange så hurtigt som træer og er derfor et godt alternativ til træprodukter. Jeg spår, at det netop er én af de varer, som vinder frem i de kommende år. Jeg er i den grad fortaler for dette fantastiske materiale.

Budskabet er at bæredygtighed jo netop er tænkt som en positiv stillingtagen og ikke som en forhindring. For det skal jo give mening at få mere bæredygtighed ind i sin dagligdag. Det betyder altså også, at man stadig godt må rykke ud i sit WC og bruge strøm til at lave en kop kaffe. Men hvis vi begynder at blive bevidste om vores beslutningsgrundlag, så er vi da nået et godt skridt hen af vejen…

Besøg Christine Delmars blog, hvis du ønsker inspiration til en mere bæredygtig livsstil. Du finder den her.

Har du en god historie, som du gerne vil dele?

Har du en grøn historie, som du gerne vil dele? Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode.

Send din historie

En historie der
er værd at dele

Har du en historie der er værd at dele?
Så deler vi den gerne her på siden, så den kan komme andre til gode